Følelser tur retur

Min krop er fuld af følelser i dag! Det her bliver skrevet for at jeg selv kan komme ud med et eller andet jeg sidder med i kroppen, som jeg ikke kan forklare over for mine venner ved, at snakke med dem. Jeg prøvede i går men det kunne ikke lade sig gøre. Og jeg ved ikke om det kan lade sig gøre. Men det her er min torsdag aften.

Jeg sidder her dagen efter en af de vildeste fodboldaftener i mit forholdsvis unge liv. Liverpool gjorde det igen, kom igen efter at have været helt nede i sækken. Og får vendt det der en overgang lugtede af en god gang prygl, til noget der ender med at blive helt, helt fantastisk. Hvordan fanden kan vi blive ved med, at spille de her legendariske kampe? Hele CL sæsonen i 05, FA cup finalen i 06, Norwich for et par måneder siden og der er helt sikkert flere af dem.

Jeg har mit stamsted i København hvor jeg mødes med en flok Liverpool fans stort set hver uge. I går var heldigvis ingen undtagelse. Inden jeg tager hjemmefra går det med at se billeder og videoer af spillerbussens ankomst til Anfield. Det bygger en stemning op for mig. Jeg er sgu på, mere på end jeg normalt er. Det kribler i kroppen. Nervøs og glæde. Følelserne sidder næsten uden på tøjet.

Inden kampen var jeg nok det man vil kalde semi pessimistisk. Dortmund er et godt hold og det viste de flere gange i går.

Kampstart

De fik meget hurtigt vendt humøret for alle i baren. 8 minutter og så virkede semifinalen i Europa League pludseligt langt væk. Der kom det sædvanlige brok og sure opstød, som der høre sig til – hvem kan fornægte det oven på den start? Jeg var ret meget i kuldkælderen. Ikke fordi spillet var dårligt. Jeg synes egentlig spillerne gjorde en rigtig god figur de første 45 min. Der manglede bare noget skarphed også kostede 2 personlige fejl.

De første beskeder fra vennerne var tikket ind på telefonen, som det nu en gang høre sig til. Jeg gad ikke rigtig svare på dem. Det gad jeg godt senere!

Da Origi får scoret kommer der et håb af optimisme. Vi skal stadig score 2 mål og jeg tror stadig ikke helt på det. Jeg er lidt i den der damage control face, hvor jeg bare gerne vil komme ud af kampen med skindet på næsen i behold. Men der bliver hoppet lidt rundt og givet høje 5´eren og en krammer eller 3. Det kunne godt mærkes at det betød noget for folk, at vi fik scoret det mål

Men kort efter en ny kold dukkert. En kæmpe lussing i hovedet. Man må sgu give Dortmund kredit. Pres på, kom foran ned og parkere bussen, også ren kontra. Liverpool melder sig ind i kampen og man går frem igen og lukker kampen… Troede de.

Coutinhos mål, der kom alle følelserne frem igen. Råber højt og man får optimismen igen. Sakhos mål. Holy fuck vi er tilbage. 3-3. Det er ubegribeligt. Jeg var tilfreds der af en eller anden årsag. Jeg følte vi havde bevist noget, noget flot. Selvom det ikke var nok til, at gå videre sad jeg med følelsen af, at det her var okay trods alt. Det var fint at komme fra den her kamp på den måde efter den indledning, hvor mange frygtede en massakre.

Og med spillet på banen, hvor der ikke rigtig skete noget, for nogen af holdende efterfølgende voksede den følelse i mig. Jeg håbede på det utænkelige, men jeg frygtede virkelig også en ny dukkert. Dortmund skubbede sig længere frem på banen.

Og da Dejan Lovren aka. DJ LOVE så ud af det blå dukker op. En raket der kan head. På nærmest Hyypiä´ask vis. En header der overgår Garcias header imod Juventus… Okay måske lidt for meget, men det var fandme dejligt. Jeg kan ikke mindes jeg har jublet så meget før. Vi jublede så længe, at jeg ikke så målet i langsom gengivelse. Utroligt der ikke blev smadret flere ølglas da det gik ned. Mit hjerte galoperede afsted i de sidste 2 minutter. Af glæde og ikke mindst nervøsitet, da Lucas laver frispark på kanten af feltet (I øvrigt noget vi manglede ved de to første mål, en der sablede dem ned).

Jeg sad uroligt på min stol. Jeg overvejede at stille mig over i hjørnet og ikke kigge på skærmen. Jeg trak trøjen op over næsen. Trak den ned. Trak den op igen. Ingen mulighed for, at få den ro jeg ellers normalt har i kroppen.

Tak, tak fordi du brændte det spark Gündogan. Du ved ikke hvor meget det betyder for mig. Jeg tør ikke tænke på det pres der var på dig der. Det har været lige så stort. Ingen ville have sagt noget til det, hvis du lavede en Zidane og knækkede dig udover sidelinjen inden du skulle sparke.
Lovren Coutinho Liverpool Dortmund

Efter kampen

Der var krammere, høje 5´ere der blev kysset en bar hovedbund og banket et par hoveder sammen. Hele baren fik turen. Der var SÅ meget glæde i min krop efterfølgende. Jeg har ALDRIG oplevet glæde på samme måde, som jeg gjorde i går. Jeg måtte tømmer lungerne for luft ved, at råbe. Jeg kunne simpelthen ikke holde det inde i mig. Da det meste jubleri havde lagt sagt endte jeg med at sidde på hug og placere panden på et stolesæde. Jeg sad nok sådan et par minutter. Jeg tror ikke jeg tænkte vildt meget. Der var bare en eller anden lykkerus i mig. Kunne mærke at der var et par tåre sig på vej. Vi skal tilbage til Manchester City kampen i dén sæson, hvor jeg havde samme følelse.

Hjertet forsætter med at banke derud af, måske skal jeg få tjekket det med min læge? Men jeg fik i hvert fald pulsen op i 30 min under kampen. Helt fantastisk. Måske det skal med i sundhedsstyrelsens råd?

Min krop var helt udtømt for energi bagefter. Men stadig urolig. Jeg endte med at gå rundt og dreje om mig selv. Gik i baren for at være lidt alene. Gik tilbage til min plads. For ikke at have noget at sige. Gik derop igen. Endte med at købe en øl. Stadig helt høj. Flere krammere – ja jeg kan godt li at kramme mænd!

Resten af aftenen er sgu lidt svært at huske. Helt og aldeles overskygget af glæde og eufori. Kommer hjem. Ender med at se mål, jubelscener, You´ll Never Walk Alone, flere mål. Om og om igen. Der var ikke ro i kroppen til at bare lige at kunne ligge mig til, at sove oven på den kamp. Mere twitter, mere Facebook. Bare mere af det hele. Jeg kan slet ikke blive stimuleret nok efter den kamp.
Jeg fortsatte i morges igen med at skulle have det hele med. Kommer endda en time for tidligt på arbejde, hvilket bare gav mere tid til at nørde kampen i går.

Nu sidder jeg her op af dagen og er stadig høj efter i går. Hvis man nogensinde kan købe glæde af den her form på dåse så vil jeg have den og jeg bliver afhængig.

 

Tak til Dortmund for at have givet os kamp til stregen, tak til spillerne for at blive i troen og kæmpe røven ud af bukserne, tak til Klopp for at være Klopp, tak til fansene der var på Anfield og skabte en fantastisk stemning!

Dette indlæg er også delt på http://www.liverpool-fc.dk